Kongeligt besøg i Brædstrup folkepark i 1913 & 1931
Ikke mange byer har en skov og en park i forlængelse heraf, der går ind midt i byen, og det skal vi værne om.
Dengang Kammerherre Thyge de Thygeson solgte Matrup gods i 1851, beholdt han Ringskov og omdannede parken som en form for lystskov, - den vi kender i dag.
To gange har Folkeparken været omdannet til messecenter: I 1913 og igen i 1931 blev opført en kæmpe
udstillingshal i parken, der blev en publikumssucces, som gjorde Brædstrup kendt viden om.
Hovedmanden bag udstillingen i 1913 var bagermester Wiborg, formand for borgerforeningen.
At det blev en Amtsudstilling, var fordi 5 naboforeninger året før var gået sammen og nu lykkedes det at trække Midjysk Mejeriforenings store udstilling til. Udstillingsbygningen var tegnet af Fussing fra Horsens, og den var delt op i Håndværk, industri og landbrug foruden kvindehusflid, vandreudstilling fra kunstindustrimuseet og fra hedeselskabet. Stiftsamtmand Drejer var udstillingens præsident, og han roste i sin tale de dygtige håndværkere, som tog kampen op med byhåndværkerne fra Horsens. Der blev uddelt præmier og diplomer for de bedste udstillere.
Af forlystelser var der dansestrade, det muntre dansehjul fra København, biografteater, og for børn var der professor Labri. Han tilbød børnene fem øre for hver levende frø, de kunne fange til ham, og brugte dem i sin forestilling, hvor han slugte dem. Det gjorde stort indtryk på Carla Jørgensen, der dengang kun var 11 år.
Da bygningen efter en uge skulle pilles ned, solgte man træet og mange huse på Sygehusvej er bygget af disse materialer, husker Carla Jørgensen.
Da Thyge de Thygeson var død arvede hans adoptivdatter Charlotte Trap de Thygeson parken, og hun gav byen lov til at bruge den, indtil sin død i 1934, hvor borger og håndværkerforeningen købte den for 5.000 kr.
Den anden store Amtsudstilling var i 1931, og her kom 40.000 gæster. På den dag, hvor Kong Christian d. 10 og dronning Alexandrine kom, var der 10.000.
Det gjorde Brædstrup meget kendt og krævede en kæmpe indsats af borgerne.